| Janus standsede bilmotoren og tog nøglerne ud.
Han løsnede sikkerhedsselen og drog et dybt suk. Endelig fredag! Det havde været lidt af en uge. Men nu var det weekend, og nu skulle der kompenseres for sliddet og slæbet. Mon Elise var kommet hjem? Hvis ikke, ville han dække bord med dug og servietter og lys. Blomsterne, som han havde købt til hende, ville han stille midt på bordet i den store hvide vase. Sikke overrasket hun ville blive. Han tog blomsterbuketten, som lå i det lyserøde papir på sædet ved siden af ham. Vinen lå i mappen. En Medoc. Han løftede den forsigtigt for ikke at skvulpe for meget med den. Det første han ville gøre, var at trække den op og stille den til luning, det var en god vin, den fortjente at blive behandlet ordentligt. Han bar mappen og buketten op ad fliserne til hoveddøren og ringede forsøgsvis på. Hvis Elise var kommet, ville han overrække hende blomsterne og sige et eller andet skørt. Han glædede sig. Der blev ikke lukket op. Så var hun ikke kommet endnu. Godt, så ville han følge plan nummer to og have det hele parat, når hun kom. Glad fløjtende låste han sig ind og gik ud i køkkenet med tingene. Proppen gik af flasken med et herligt svup. Han stillede den på gulvet ved siden af radiatoren. Så gik han ud for at lede efter vasen til blomsterne. Måske skulle hun have haft lov til at pakke dem ud selv? Nå pyt, det ville se festligt ud, når de stod på det dækkede bord. I dækketøjsskabet fandt han en hvid dug, som han bredte ud over bordet. Var det lidt for højtideligt? Nej, det ville se godt ud med de røde roser midt på. Nynnende satte han tallerkener, glas og bestik på bordet. Og sølvlysestagerne. Han tog et overblik over det. Der manglede noget. Nå ja, servietterne. Han hentede et par i skuffen, hvide lige som dugen, og lagde dem pænt sammenlagt ved siden af tallerkenerne. Så gik han ud i køkkenet efter blomsterne og stillede dem midt på bordet. Sådan! Det så flot ud. Nu måtte Elise gerne komme. Han så på sit ur. Halv seks, så kunne det ikke vare længe. Hun var nok ude og købe ind til middagen. Bare humøret nu var nogenlunde. I morges havde der ikke været noget i vejen. Nu da han havde ordnet det hele, vidste han ikke rigtig, hvad han skulle give sig til. Han tændte sig en cigaret og tog avisen fra sin mappe og bladede lidt i den. Der var ikke noget af særlig interesse, bare de sædvanlige ulykker og internationale spændinger. Bevares, de var naturligvis også af interesse for ham, men ikke lige nu. Han ville hellere tænke på noget andet. Han lagde avisen fra sig igen. Mon vinen var ved at blive tempereret? Han gik hen og mærkede på den, stak næsten ned til den og snusede ind. Ah! Han fik lyst til at smage på den, bare et lille bitte glas, bare en bundskjuler. Han tog flasken med hen til bordet og hældte op i sit glas. Mens han gjorde det, fik han røg i øjnene fra cigaretten, som han holdt i munden, og han kom til at spilde lidt vin på dugen. Der bredte sig en rød skjold på det hvide stof. Så for pokker! Det var da også uheldigt. Men hvis man skyndte sig at komme salt på, blev der vist ingen plet bagefter. Han hentede saltbøssen og strøede rigeligt med salt over skjolden. Så stillede han flasken tilbage på gulvet ved radiatoren. I det samme hørte han døren gå. Han skyndte sig ud i entreen. Elise kom ind, tungt belastet med bæreposer. Hun sendte ham et lille træt smil. - Her, tag lige og bær dem ud i køkkenet for mig. Pyh, hvor er de tunge. Han tog dem fra hende og bar dem ud i køkkenet. Så gik han glad tilbage. - Hvad har du købt til middag? spurgte han. - Et par koteletter. Det skulle være noget nemt i dag. Koteletter var udmærket, hvis man gjorde lidt ud af dem. Der var vist et glas champignons i skabet, som de kunne komme i sovsen. Og vinen ville gøre måltidet festligt. Han glædede sig til at se hendes overraskelse, når hun kom ind i stuen og så det smukt dækkede bord og blomsterne. Hun stod ved spejlet og ordnede sit hår. Han gik hen og lagde armene om hende bagfra og smilede til hendes spejlbillede. Så gav han hende et kys på halsen. - Hej, smukke! Hun smilede et lille skævt smil. Så strøg hun hans arme af sig, og hendes øjne fik et fortrædeligt udtryk. - Tag lige og hjælp mig med at sætte varerne på plads. Det har været hårdt nok at slæbe dem hjem. Hun begyndte at tage ting op af indkøbsposerne. Der var mange. Han trippede lidt rundt og kunne ikke vente på, at hun blev færdig, så han kunne få hende ind i stuen til det ventende bord. - Gider du slet ikke hjælpe mig? - Jo, selvfølgelig ... nu skal jeg .... Han gik igang med at flytte varerne fra køkkenbordet til køleskabet. Der var en hel oksefilet, dåser med bønner og karotter, piskefløde og meget andet. - Sikke en masse, du har købt. - - Sig mig, har du glemt, at far og mor kommer til middag i morgen aften? Det havde han faktisk. Men det gik aldrig an at indrømme det. - Naturligvis har jeg ikke glemt det. Jeg glæder mig. Der er ingen, der kan lave oksefilet som du, sådan rigtig rosenrød indeni. Så røg den lørdag aften. Ikke for det, svigerforældrene var såmænd gode nok. Han plejede da også at være en god vært for dem, spille kort med dem og snakke politik med svigerfaderen. Han havde bare mere lyst til en slappe-af weekend, men pyt, det skulle ikke komme an på det. Og de havde jo i hvert fald i aften for sig selv ... Han kom til at smile ved tanken om det. Endelig var de færdige med at sætte på plads. Elise havde taget koteletterne og var ved at banke dem ud. Janus tog glasset med champignonerne frem og åbnede det. - Hvorfor gør du det? Elises rappe fingre vendte koteletterne i rasp. Smørret sydede på panden. - Jeg synes, vi skal gøre lidt ud af det i aften. Vi laver champignonsauce, ikke? Elise svarede ikke, hun havde travlt med at lægge kødstykkerne på panden. Kartoflerne stod allerede og kogte. - Dækker du bord? - Madame, skru ned for koteletterne og kom med mig. Jeg har noget at vise dig. Han bød hende sin arm, og hun fulgte forbavset med efter at have tørret fingrene af i forklædet. Han kunne næsten ikke skjule sin fryd. Med en storslået gestus lukkede han døren op til stuen, slog ud med hånden og så forventningsfuldt på hende. - Værsgo’, bordet er dækket. Det venter kun på os. Et lille modvilligt smil krøb over hendes ansigt. Hun sagde ingenting. Han følte skuffelsen brede sig inden i ham. Så havde hun nok en af de dage, hvor intet var hende tilpas, hvor han skulle passe på, hvad han sagde eller gjorde. Men han havde da troet, at dette ville glæde hende. - Blomsterne er til dig. Han tog hendes hånd og trak hende varsomt med hen til bordet. - Tak, mumlede hun. – Men hvorfor har du taget den hvide dug? Den skal vi jo bruge i morgen. Pludselig stivnede hendes ansigtsudtryk, hendes øjne blev smalle. Hun rakte en finger ud mod pletten. - Du har spildt på den! Hans mave trak sig nervøst sammen. Sådan en lille ting kunne være nok til at bringe hende i oprør. - Jamen, det er kun en lille plet. - Åh for pokker da også! Du tænker dig da heller aldrig om. Hvad skal jeg nu gøre i morgen? - Vi har jo andre duge. - Ja, men nu ville jeg netop gerne have den hvide dug på. - Jeg kan nu ikke se, det er så stor en ulykke. - Nej, du er ligeglad. Det er lige meget, hvad jeg mener. - Nu synes jeg, du er urimelig. - Urimelig! Fordi du ødelægger det hele. Er det at være urimelig? Han mærkede noget begynde at røre på sig inden i ham selv. Men han ville ikke hidse sig op. Bare tie stille og lade det gå over af sig selv. Bare tie stille. Hendes stemme var blevet skinger. Han vidste godt, at lige meget hvad han sagde, så ville det være forkert. I hendes øjne ulmede den glød, han kendte så godt. Nu ville hun blive ved og ved, indtil han på det nærmeste faldt på knæ for hende og indrømmede, at han var jordens største kvajhovede og en evig klods om benet på hende, og det ville endda ikke være nok til at gøre hende glad igen. Han tav stadig. - Du står bare der, som om det hele ikke kom dig ved. Du gider ikke engang svare mig. Stemmens toneleje blev højere og højere. Lyden fræsede som en rundsav ind i hans hjerne, han kunne ikke beskytte sig imod den. Hvis hun ikke snart holdt op, gik han i stykker. Det farlige voksede i ham, det, der skulle holdes nede for enhver pris. Han dukkede hovedet som for at undgå hendes ord. Hun så det, og hendes raseri steg et par grader. Beskyldninger væltede imod ham. Han stod lidt og duvede som en tyr på arenaen, der har fået spydet stukket i nakken. Så kunne han ikke dæmme op for det mere. Det vældede op i ham, helt uden for hans kontrol. Røde tåger sejlede forbi hans øjne. Han måtte standse den stemme, få den til at holde op, inden han sprængtes. - Ti stille, skreg han, ti stille! Hun tav et øjeblik, forbløffet. Så tog hun fat igen. Det var ikke ham, der gjorde det. Det var hans hænder, der af sig selv lagde sig om hendes hals og klemte til. Klemte og klemte, længe efter at ordene var holdt op, og der var blevet stille i stuen. Først da hun sank slapt sammen på gulvet, hørte han stilheden. Han løsnede sit greb og rettede sig op, så forbavset på det dækkede bord med den hvide dug, hvorfra en rød vinplet stirrede ham imøde. * * *
|
| Hvad
synes du om novellen? |