| Jeg tror, jeg vil skrive om glimt fra min
opvækst, som har gjort indtryk på mig. Jeg har altid fået
at vide, at jeg var en værre skrigeunge lige fra jeg blev
født - godt for mor, at Sysse var sød og nem og stod og
sov i barnevognen under et æbletræ. Jeg har nu nok været
lidt jaloux på hende, for jeg kunne ikke forstå, at hun
skulle ha' den allerstørste victoriablomme af bedstefar
nede i byen. Engang skulle vi ha' nye træsko nede hos Huus, hendes var med en rød kant og mine med en grøn kant - jeg syntes, at den røde kant var flottest. En anden gang skulle vi med mor til Vinderup. Vi var flot klædt på i fine ternede frakker og brune bøllehatte. Der var en lille forskel på hattene, og Sysse var kommet til at tage min hat - så gav jeg hende en på hovedet, så hun fik næseblod - og så blev mor altså gal på mig (det kan jeg godt forstå). Hos bedstemor i Vinderup fik vi altid kråsesuppe. Ude i hendes have var der et blommetræ, men blommerne var ikke helt modne, og jeg havde spist så mange, at jeg fik ondt i maven. Ovenpå i bedstemors hus boede fru Jensen. Hun var sød og gav os altid bolcher. I højre side af bedstemors hus boede der en skrap dame, som jeg ikke kan huske hvad hed (hende har jeg, Pira, skrevet en lille historie om, kan læses på min hjemmeside under 'noveller'. Den hedder Glansbilledet). Under divanen i soveværelset stod der en legevogn, som jeg kørte Sysse i ude på fortovet - det ene hjul faldt af, og så blev bedstemor gal. Når vi skulle sove, skulle jeg sove på divanen. Jeg kan stadig huske lugten i soveværelset. Da jeg skulle skrives ind i skolen, var Sysse med, og jeg kan huske, at hun dyppede fingeren i blækhuset. I de helt små klasser havde vi frk. Dorthea Christensen - hun var en god lærerinde, og jeg kan stadig huske, hvad hun fortalte om - særlig bibelhistorie - og jeg kan se plancherne for mig endnu, særlig den hvor Moses svømmer rundt i en kurv. Når vi skulle hjem, sang vi sådan her: og til hjemmet vi gå, hvad vi lærte at kende skal vi nok huske på." Frk. Chr.: "Vær gode børn, min lille flok." Os: "Farvel, det skal vi nok." Inden sommerferien pyntede vi pultene med blomsterhoveder - det var flot. Da vi blev lidt større, skulle vi ind til lærer Bak - han var skidedum og en dårlig pædagog. Engang satte han mig i skammekrogen, og jeg rakte tunge ad ham, da han havde ryggen til, men en af drengene rakte hånden op og fortalte det, og så blev jeg sat op på et højt skab ved siden af en udstoppet fugl. Da jeg kom ned igen, gik jeg hjem og fortalte det til far og mor (de kunne heller ikke fordrage ham). Da jeg var 11 år, kom jeg i skole på "Forberedelsen" i Viborg. Pira, som gik på Katedralskolen, skulle hente mig efter skoletid, og da jeg ikke straks kunne se hende, blev jeg meget, meget bange. Jeg syntes, at Viborg nærmest var i udlandet! Det blev heldigvis bedre med tiden. Senere var der optagelsesprøve til Katedralskolen. Man skulle hente konvolutter, hvor der stod, om man var optaget eller ej, øverst på en trappe, og man kunne se på farven af konvolutten, om man var optaget eller ej. Heldigvis blev jeg optaget - men jeg var så lille af vækst, at der var en lærer, som troede, at nogen havde taget sin lillesøster med i skole den første dag efter sommerferien. Jeg var meget dygtig i 1. og 2. mellem (nr. 2 af 28 elever), men i 3. mellem, men i 3. mellem opdagede jeg, at der var noget, der hed drenge - og så var det slut med at være dygtig. Jo, gymnastik, orden og dansk var jeg god til. Til eksamen i fysik læste jeg grundigt på én ting og var så heldig at komme op i det, så jeg fik ug-, hvilket var det næsthøjeste. Det syntes drengene var vildt uretfærdigt - det var det også! I fransk trak jeg nr. 13. Normalt er 13 jo et ulykkestal, men jeg sagde, at det var mit yndlingstal, og "Billen", som var vores lærer, sagde, at det også var hendes lykketal. Så var der en god stemning, og det gik fint. Jeg fik meget sent menstruation - og dem, der havde "det", blev fritaget for gymnastik. Det ville jeg også prøve og sagde, at jeg havde menstruation. Men jeg havde besvær med at huske, hvornår jeg skulle sige det igen. I håndarbejde havde vi "Fårelår" - hun kunne ikke li' mig, fordi jeg klippede et stort stykke af nogle shorts, så de blev smarte - derfor fik jeg en dårlig karakter. Senere fik vi frk. Nelson, og hun kunne godt se, at jeg faktisk var god til håndarbejde, og så steg karakteren. I realklassen var min kæreste en fra 3. g - nemlig Timo. Han var finne og adopteret af nogen fra Viborg. Han var sød - til afslutning på studentereksamen fik han prisen for godt kammeratskab - senere blev han overlæge. Ham skippede jeg til fordel for Oluf Simonsen - flyverløjtnant, men han faldt ned med sin maskine og blev kun 23 år. Jeg har altid passet børn.Jeg var ikke ret gammel, da jeg passede Ester Nielsens Niels Kristian. Da Ester på et tidspunkt kom i huset i Kjellerup, skulle jeg alene tage "Kjelleruppeter" til Kjellerup. Hun skulle hente mig på stationen, og da jeg ikke straks kunne se hende, blev jeg meget bange! Kjellerup var udlandet for mig.!! Engang gav Esters mor, fru Nielsen, mig en buket roser i fødselsdagsgave - det gjorde stort indtryk på mig - tænk at en voksen dame gav mig roser! Senere passede jeg Karin - hun var barnebarn af fru Rydal, som ejede biografen - det var smart - jeg kom gratis i biografen, og i pausen på filmen fik jeg en isvaffel. Når der i filmen var noget, der var sjovt, grinede jeg himmelhøjt - det var der mange voksne, som syntes var skægt. Mange af dem spurgte: "Er Ulla kommet?" Somme tider havde jeg Sysse med i biografen, men hun var meget følsom og kunne ikke se det sjove i, at f.eks. "Bivognen" hang i en tagrende - hun syntes, det var synd for ham, og begyndte at græde, og så måtte jeg jo gå hjem med hende. Hvis jeg som lille manglede penge til slik, gik jeg bare rundt og ringede på hos folk og spurgte, om jeg skulle synge en sang. Det var der mange, der gerne ville have. Jeg elskede at synge, og juleaften, når vi var i kirke, sang jeg så højt, at folk kom til at grine. Inde ved siden af vores hus i Rødkjærsbro boede Peter og Andrea. De var vist meget fattige, men meget søde. Der elskede jeg at gå op. "Men du må ikke spise noget deroppe", sagde mor. Der var altså også meget beskidt, men de var søde. Peter sad og strikkede strømper. Andrea havde en stor fedtknude i nakken. De havde en søn, der hed Henry Hestetand - jeg ved ikke hvorfor. Der var i det hele taget mange øgenavne i Rødkjærsbro, f.eks. Henry Hestetand, Henry Gaffelstikker, Christian Halvandetben, Galop Kristine, Sprit Pedersen osv. Over for vores hus boede der en gammel dame, som hed Anine (sødt navn), hende fik jeg altid småkager af. En overgang gik jeg med aviser, Kjellerup Avis, Jenssen-Tusch skulle ha' sådan en. De havde en hund, en Airdale terrier, og den bed mig, selv om Jenssen-Tusch sagde:"Den bider ikke" - gu' gjorde den så! Som lille troede jeg altid, at når mor skulle noget, så kom hun nok aldrig hjem igen. F.eks. skulle hun engang til fru Thinggaards fødselsdag, og jeg løb vrælende rundt om huset, indtil de lukkede mig ind. En anden gang var Sysse og jeg med mor henne hos fru stationsforstander Walmod. Sysse og jeg legede med en kam, som jeg havde viklet ind i Sysses hår, den kunne ikke vikles tilbage, og resultatet var, at de måtte klippe en stor tot hår af Sysse - det var ikke så godt! Som lille var jeg meget oppe hos Tinne i Brandstrup. Hun var vild med mig, for hun havde fået en lille pige samtidig med, at jeg var født, men hendes lille pige døde. Jeg skulle have noget meget sundt - det var f.eks. ost, som hun lavede af råmælk fra en ko, der lige havde kælvet. Hun havde et stort moreltræ - uhm, det smagte godt. Der var hverken elektricitet eller vand indlagt. Vand hentede man henne i kjellen (brønden). Der var heller ikke noget wc - man forrettede sin nødtørft i grebningen bag ved køerne. Tinnes mand hed Peter, og jeg kan stadig se ham stå og drikke vand fra en spand i køkkenet. Først da Peter var død, fik Tinne vand og elektricitet indlagt. Tinne var god til at bage - f.eks. bagte hun kæmpestore franskbrød, som hun holdt på en sjov måde, når hun skar af dem - under venstre arm. Jeg var også tit med nede i mosen. De lavede tørv. Jeg kunne "rejse" tørv. Det var måden, de skulle stå på for at tørre. Når tørven skulle sælges, blev de talt, når de blev smidt op i hestevognen, og jeg syntes, det var så skægt, når de sagde "ølle" i stedet for elleve. Når Tinne hentede mig, sad jeg på bagagebæreren på hendes cykel. Jeg husker stadig hendes store bagdel. Da jeg havde fået Lars (mit første barn), gik jeg til Brandstrup for at vise Tinne ham. Hun blev så glad for Lars, bl.a. fik han senere Peters guldur. Jeg har vist altid været fars pige. Jeg var næsten altid med ham ude i praksis. Første gang jeg så en kalv blive født, sagde jeg:"Hvordan hulen var den kommet derind?" Engang havde far glemt mig på en gård - (jeg var inde hos konen og få småkager). Da far kom hjem, sagde mor:"Hvor er Ulla?" - og så måtte de jo gennemgå alle de steder, far havde været, og så blev jeg hentet. Det eneste jeg ikke måtte komme med til var, når en so skulle fare, for det kunne nemt vare hele natten. Da far blev syg og lå på Kjellerup sygehus, bad han mig om at læse et bestemt vers af en bestemt salme. Jeg kunne forstå, at han gerne ville have, at jeg var der, når han skulle dø, og sådan blev det. Han var kommet på plejehjem, og jeg sad henne hos ham i 2 nætter. Om morgenen afløste mor mig, og jeg var lige kommet ind ad døren i fars og mors hus, da der blev ringet, at jeg skulle komme derhen med det samme. Det sidste jeg gjorde, var at væde fars læber med en stick, så smilede han og udåndede. Mor døde året efter far - hun havde lige været i Hirtshals og var syg deroppe, så Ditte blev hos hende den første dag og nat. Derefter skulle jeg tage til Bjerringbro og være hos mor. Jeg havde lige snakket i telefon med nor, og vi havde grinet af, at hun ikke havde mere garn til en strømpe, hun var ved at strikke,, men "Så laver jeg sgu bare tåen rød", sagde hun. Jeg sagde, at jeg kom ned til hende,når jeg lige havde taget et bad - men næste gang telefonen ringede, var det Ditte, der sagde, at mor var død. Hun sad fredeligt i sofaen med sit strikketøj i hænderne. Vi var fem børn og boede i Rødkærsbro, en lille by, men på den tid var der fem købmænd: Thinggaard - A.D. - Mortensen - Henriksen og en oppe ved Peter Wraa, som jeg ikke kan huske hvad hed. Ditte var født i Vinderup - Arvid og Pira på Samsø - Sysse og jeg i Rødkærsbro. Vi havde en stor have, som bedstefar nede i byen holdt. Der var frugttræer af alle slags og mange bærbuske. Drivhus var der også med tomater, vindruer, dild og kørvel osv. Sysse og jeg lagde sukkerknalder i vinduet i soveværelset, for vi havde fået at vide, at så kom storken nok med et lille barn. Det ville mor nok have betakket sig for - hun havde vist rigeligt at gøre med os fem. Mor havde evner for både musik og maleri, som ikke blev ordentligt udnyttet. Da jeg var helt lille, var vi på ferie ved Rude strand, men jeg blev solskoldet og blev sendt hjem til vores unge pige. Senere var vi i Tisvilde (nej, det var Asserbo. Piras bemærkning), og mor havde strikket uldne badedragter til Sysse og mig - de kradsede og blev meget tunge, når de blev våde. Senere igen var vi med far og mor i Norge hos Austvolls i Stavanger. Vi sejlede fra Hirtshals, og da jeg så færgen, ville jeg ikke med, men det skulle jeg, og det blev en hård tur. Næsten alle var søsyge (jeg var ikke), og der var bræk alle steder, men til Norge kom vi. Arvid havde lige fået kørekort og kørte bilen ad noget, som hed Kystvejen - den var skrap - og dengang kunne jeg ikke forstå, at mor sad og "bremsede" (det kan jeg godt nu). Vi så mange flotte steder i Norge. Gudbrandsdalen var meget smuk, og en dag sejlede vi helt ind i bunden af Lysefjord. Der så vi bl.a. "Prædikestolen". Da vi var små, fik vi fødselsdagsgaver af bedstefar og bedstemor nede i byen. Det var en daler (2 kr.) og en dagmartærte - jeg tror, bedstemor kaldte det en kavring. Når Sysse og jeg skulle dele en sodavand, sagde far:"Ulla deler - Sysse vælger først". Jeg gik til klaverundervisning hos hr. Hjord. Han var sadist - prikkede mig meget hårdt på hænderne med en spids blyant, hvis jeg ikke holdt hænderne ordentligt. Han var gift med damefrisøren i Rødkærsbro, Else Hjord. Hun kunne kun én frisure, og sådan så alle damerne i Rødkærsbro ud. Vi havde altid mange hunde. Jeg husker engang, Biggi havde fået hvalpe, og Frausing ville ind i stalden og se dem. Det skulle han aldrig ha' gjort - Biggi (en tysk boxer) rev simpelthen ryggen af hans frakke, fordi den ville passe på sine hvalpe. Jeg husker også Fix - den skulle foretille at være en jagthund, men det duede den ikke til - den løb hjem til mor første gang, der blev skudt. Den elskede at komme hjem til mor med ting, den havde fundet rundt om i byen, f.eks. tæpper, sutter, puder, dukker osv. Mor vidste jo ikke, hvor den havde hentet de forskellige ting, så vores stakit var altid helt fundt af ting, som folk så kunne hente. Bibbi, en gravhund, skulle nok også have været brugt til jagt, men det duede den heller ikke til. Men den var sød. Engang brækkede den det ene ben, som så kom i gips. Den klarede sig fint med det - undtagen når mor så på den, så var den SÅ dårlig. Engang som lille blev jeg sendt til købmand efter en ost med kommen - jeg troede, det var kongen, og kunne ikke begribe, hvordan han var kommet derind. Jeg var meget tit med far ude i praksis. Første gang jeg så en kalv blive født, sagde jeg:"Hvordan hulen var den kommet derind?" Jeg kunne li' at være i køkkenet og lærte mange ting af mor. Jeg elskede at lave smørrebrød og at bage. Engang hvor jeg var sur på Sysse, skrev jeg på hendes fødselsdagslagkage:"Sysse er dum". Anden verdenskrig fra 1940-1945 kan jeg huske. Jeg var 5 år, da den begyndte, og 10 år da den sluttede. Jeg var altid bange for, at tyskerne skulle skyde far, tyskerne havde nemlig skudt en dyrlæge i Vendsyssel. Engang så jeg to tyskere, som var efter en desertør. De skød efter ham, og han kravlede ned i en skraldespand, de nåede lige at se, at låget lukkede, så de hev ham op, satte ham på forskærmen af en motorcykel, kørte i fuld fart til Kjellerup, hvor han blev skudt. Der var faktisk mange søde tyskere, bl.a. en oppe fra Birks kælder (den havde de besat), han lavede et par ski til mig. Det har ikke været nemt at være voksen under krigen. Alt var rationeret. Jeg kan huske, at mor byttede kafferationeringsmærker med smørmærker. Min seng stod for enden af fars og mors. Om natten, når de tyske bombemaskiner fløj hen over Rødkærsbro, blev jeg bange, men så måtte jeg gerne ligge ovre i den store seng hos far og mor. Kun én gang, hvor der var luftalarm, kan jeg huske, at vi var i "beskyttelsesrum" i kælderen. Da krigen sluttede, var alle folk så glade - Sysse og jeg kiggede på det oppe fra soveværelset, for vi skulle i seng kl. 20, basta! Til daglig lå vi om foråret og hørte på frøernes kvækken oppe i mosen og på en solsort, som sad og sang på toppen af en flagstang. Efter krigen kom der lange, lange tog med kvinder og børn fra Tyskland. Tyskland var bombet sønder og sammen af englænderne. Jeg kan huske, at mor gik hen på stationen og rakte mælk og brød ind til de sultne kvinder. På et tidspunkt blev Teknisk Skole i Rødkærsbro indrettet til tyske kvinder og børn. Jeg legede meget med de tyske børn og fik selvfølgelig lus - i gamle dage var det nærmest en skam at få lus - det er det altså ikke mere. Der var mange - både kvinder og børn - som døde. Jeg husker en kvinde, som skrigende løb hen ad gaden, hun havde mistet sit barn. Lige efter krigen klippede frihedskæmperne håret af alle "tyskertøse", bl.a. af Thomas' mor - det syntes jeg var synd for Thomas. Efter krigen tog far og mor sig af et hollandsk barn, hun skulle være hos os et halvt år. Hun var ca. 9 år og hed Wilhelmmina Hendrika van Bekkum. Hun havde sultet og kunne næsten ingenting tåle. Da hun den første aften skulle børste tænder, syntes hun, at tandpastaen smagte godt, og hun spiste så meget af den, at hun blev syg. På det halve år, hun var hos os, lærte hun at tale dansk - lige med undtagelse af bløde d'er. Hun sagde køl, når hun skulle sige kød. Efter nogen tid kunne hun tåle alt og fik det godt. Forbindelsen til far og mor holdt hun og sendte bla. et billede af sig selv og sin kæreste, da hun fik sådan en. Jeg vil til sidst fortælle noget om bedstemor i Vinderup - altså min mormor. Hun boede hos os i Rødkærsbro, fra hun var 90 til 94 år. Hun fik pension efter sin mand, som var stationsforstander i Vinderup. Én gang om året kom der en deputation fra DSB og besøgte hende - jeg tror, de kom for at se, om det virkelig kunne passe, at hun stadig levede. Hun var nu sjov. Engang kom jeg ind i hendes stue, og der lå en lang, lang strimmel strikketøj overalt. Da jeg spurgte, hvad hun strikkede, sagde hun:"Det ved jeg sgu ikke, det er noget, Gudrun har sat mig til." En anden gang kom hun ind til os til aftenkaffe uden en tremme i munden, og da jeg sagde:"Bedstemor, hvor er dine tænder?", sagde hun:"Det ved jeg ikke, dem må jeg jo have tabt." Og ganske rigtigt, de lå inde bag hendes stol. Engang hvor det blæste meget, syntes mor, at bedstemor skulle ta' et tørklæde på, men bedstemor sagde:"Tror du, jeg vil ligne en gammel kone?!" hun var da over 90. Da hun blev syg, faldt hun ud af sengen, men det ville hun ikke være ved og sagde:"Hvem har sat alle møblerne op i min seng?". |