TOM'S DEBUT
af Anna Nielsen

-    Så er jeg gået.
 Moderen stak hovedet ind ad døren til Toms værelse. Tom lå på skibsbriksen og læste i et blad. Han så op.
-    Ja, hej! Hvornår kommer du hjem?
-    I morgen formiddag engang. Egentlig ville jeg helst hjem igen i aften, men jeg kan ikke li' at gå alene på gaden så sent,. Og Hanne siger, jeg sagtens kan overnatte derude. Hvad skal du lave i aften?
-    Nåh, det ved jeg såmænd ikke. Glo på fjernsyn, tænker jeg, hvis der ellers er noget, der er værd at glo på.
    Bare hun nu ville ta' og skride i en fart, så han kunne komme igang. Hun var altid så bekymret for ham. Havde vist ondt af ham, fordi han skulle sidde alene hjemme en lørdag aften. Hun skulle bare vide!
-    Nå, jamen så går jeg. Der står nogle kager ude i køkkenet, du kan ta' til teen. - Ha' det godt så længe!
    Endelig gik hun. Tom ventede et stykke tid for at være sikker på, at hun ikke pludselig kom tilbage efter noget, hun havde glemt. Da der var gået 10 minutter, regnede han med, at det var i orden. Han gik ud og tog i døren for at sikre sig, at den var låst.
    Nu skulle det prøves for alvor!
    Frem af skibsbriksen tog han et par højhælede damesko. Skidelækre. En hel masse små remme af gyldent læder og ellers så godt som ingenting, anbragt oven på et par superhøje hæle. Bare han nu kunne holde balancen på dem. Han havde købt dem i en second-hand shop inde i byen for nylig. Der havde de stået i vinduet, da han kom forbi, og glimret op i øjnene på ham. Det var lige, hvad han havde drømt om. Han havde taget mod til sig og var gået ind og havde købt dem. Om han overhovedet kunne passe dem, anede han ikke, han kunne jo ikke så godt give sig til at prøve dem inde i forretningen. Han håbede, de havde troet, det var til hans mor eller en anden dame af hans bekendtskab. For resten kunne det være ligemeget, hvad de troede - nu bagefter i hvert fald.
    Næste punkt måtte være at gøre sig rigtig lækker. Altså i bad og vaske hår. Han lod bruseren plaske længe, mens han sæbede sig ind og skyllede sig ren. Benene havde han barberet i går for låset badeværelsedøt. Det havde været temmelig svært at få alle de stride hår af. Bagefter havde han skyllet dem ud i wc'et, for at moderen ikke skulle finde dem og spørge, hvor de stammede fra. Hun havde øjne som en tårnfalk.
    Han kom deodorant under armene og betragtede sig selv i spejlet, som han havde tørret af for dug. Heldigvis var han ikke begyndt at få skæg endnu. Han strøg sig med hånden over kinden, den var stadig blød og glat som en barnekind. Nu glædede han sig til at lægge make-up.
    Men først skulle han have tøjet på.
    Inde i moderens soveværelse fandt han et par strømpebukser i kommodeskuffen. Det gik let nok at få dem på, det havde han prøvet før. Så fandt han et par sorte trusser med blonder, stak benene i dem og vrikkede dem på plads. Han hentede skoene og tog dem på. De var lidt små, men det gik. Han tog et vue over sig selv i det store spejl, hvor man kunne se sig selv fra top til tå. Mand, hvor så det godt ud med sådan nogle sko! Han gik et par gange frem og tilbage foran spejlet og vuggede i hofterne.
    Der manglede noget. Han måtte skaffe sig et par buler foran.
I kommodeskuffen fandt han en bh, som han stoppede ud med vat, før han tog den på.
    Ikke værst! Når han fik en kjole over, kunne det godt se ud, som om det var hans egne.
    Han åbnede moderens garderobeskab og overvejede, hvad for en kjole han skulle tage. Egentlig kunne han smaddergodt li' den sorte med guldtråde i, den var tæskelækker, men ret stram. Det var nok bedre at vente med den, til han blev lidt mere øvet. Det endte med, at han valgte en nederdel med vidde og rynker i taljen. Den ville skjule hans smalle hofter. En rosa silkebluse med lange ærmer og ikke for nedringet fuldendte toilettet.
    Nu kom det mest spændende af det hele. Make-up'en. Han kendte alle moderens krukker ud og ind. Når moderen skulle i byen, havde han iagttaget hende, når hun lagde make-up, så han kendte ritualet. Først en underlagscreme, så en farvet creme, der dækkede ujævnhederne. Blåt på øjenlågene, mascara på vipperne. Han stak en finger i munden og gav øjenbrynene et strøg hver.
    Idet han skulle til at lægge læbestift på, hørte han nogen ved døren. Han stod bomstille med læbestiften i den løftede hånd. Hvad nu, hvis det var moderen, der kom tilbage? Hvordan skulle han forklare ....
    Så klaprede brevsprækken, og noget faldt ned på gulvet derude i entreen.
    Pyh, Tom pustede lettet ud. Bare nogle reklamer. Han fortsatte med læbestiften.
    Så manglede der bare parykken og nogle smykker. Parykken med de lyse krøller over hele hovedet klædte ham fantastisk, når han selv skulle sige det. Marilyn Monroe kunne godt gå hjem og lægge sig.
    Frakken med pelsværk i halsen havde moderen selv taget på. Fandens! Så måtte han nøjes med dynefrakken. Han stak nogle penge og et klippekort i lommen og låste sig ud efter først at have forvisset sig om, at trappeopgangen var tom.
    Nu gjaldt det om ikke at møde nogen, man kendte, på S-stationen. Han var heldig, perronen var næsten tom. Han slap ind til byen uden at blive genkendt.
    Strøget var myldrende fuldt af mennesker. Tom bemærkede til sin tilfredshed, at der var flere mænd, der sendte ham beundrende blikke i forbifarten. Det kunne han godt forstå. Det spejlbillede, han så af sig selv i butiksruderne, var bare skønt.
    Skulle han vove sig ind et sted og få en drink? Det var vist alligevel at gå for vidt, men hvor havde han lyst.
    En flok unge fyre, der kom imod ham, begyndte at pifte, da de fik øje på ham. Tom skulle lige til at slå øjnene blufærdigt ned, da han var ved at snuble på de høje hæle. Han kendte to af dem. Det var Per og Henrik, der boede et par opgange fra hans egen. Hvis de genkendte ham, var hans gode rygte ødelagt.
    Hjælp! Han måtte væk i en fart. Han for ind ad en gadedør, der var lige ved siden af, og busede mod et par, der var på vej ud.
    Nå-nå, lille dame, sagde manden, hvor skal du hen i den fart?
    Øh ... undskyld, gispede Tom og tog sig til hovedet, hvor parykken var kommet til at sidde skævt efter sammenstødet. Han prøvede at rette på den. Manden og damen kiggede interesseret på ham. Tom begyndte forfjamsket at gå op ad trappen. De to blev stående og så efter ham.
    Det var sgu da en løjerlig størrelse, hørte han manden sige, da han var kommet ud af syne. Damen fnisede, og så forsvandt de.
    Tom blev stående på afsatsen. Han turde ikke gå ned på gaden endnu. Ikke før han var sikker på, at Per og Henrik og de andre var langt væk.
    Pludselig gik lyset ud. Tom begyndte at famle efter lyskontakten, da døren til en lejlighed gik op, og en herre med en lille hund i snor kom ud. Han fandt hjemmevant kontakten og gloede ugenert op og ned ad Tom, der befippet skyndte sig at lade, som om han var på vej op ad trappen for at besøge nogen. Han kunne mærke mandens blik i nakken. Gud, parykken sad stadig skævt.
    Tom steg op ad trapperne. Man han ikke snart havde fået gloet færdig, så man kunne komme ned og ud? - Ved at kigge ud over gelænderet konstaterede han, at herren med hunden stadig stod der med opadvendt ansigt.
    Nu var der ikke flere trapper. Den sidste var en smal, slidt trappe, der åbenbart førte op til loftet, og der kunne Tom jo ikke have noget at gøre. Han blev nødt til at ringe på et sted og så lade, som om han var gået forkert.
    Han trykkede på en ringeknap og holdt vejret.

    Døren blev smækket op på vid gab, og en mand i skjorteærmer kom ud. Bag ham lød musik, snak og latter og klirren af glas. Manden bredte glad armene ud.
-    Halløjsa, det må være Bertils - hik - lille dame. Kom indenfor, vi har ventet på dig.
    Inden Tom kunne få sagt et ord, var han trukket ind i entreen.
-    Lad nu mig ta' frakken og kom schå ind og få et glas. Vi andre er allerede godt igang, som du kan høre.
-    Jam...., protesterede Tom, men manden i skjorteærmer var allerede i færd med at knappe hans frakke op.
    Tom blev ført ind i stuen, hvor en masse mennesker sad rundt om med drinks og cigaretter og snakkede og grinede. Inde i den anden stue var der nogen, der dansede til larmende musik.
-    Nu schka' du allerførst ha' en lille en at varme op på. Sæt dig her i zzofaen, schå henter jeg et glas. Hvad vil du ha'? Vi har lidt af hvert.
-    Øh - ja tak. Tom så sig fortvivlet om. Heldigvis var der ingen, der tog notits af ham. Alle var optaget af deres egen snak.
-    Værschgo', lille dame. Schkål! - Hvad hedder du for resten?
-    To... øh.....Tove, stammede Tom.
-    Hedder du Tove? - Manden tænkte sig om et øjeblik. Jeg syn's Bertil sagde noget andet. Nå, men det er da ligemeget, jeg husker nok forkert. Schkål, Tove, og velkommen til. Nu schka' du bare sidde og hygge dig, så finder jeg Bertil. Han danser vist derinde et sted.
    Væk var han. Tom så ham bane sig vej mellem de dansende hen til en fyr, som han prikkede på skulderen og gjorde tegn til med tommelfingeren hen mod Tom. Fyren kiggede og studsede, så begyndte han langsomt at komme ind mod sofaen, hvor Tom sad, mens den anden dansede ud med hans dame.
    Tom tog en ordentlig slurk af sin whiskysjus for at få nerverne til at lægge sig.
-    Hallo! - Fyren, som måtte være den omtalte Bertil, stod og så yderst interesseret på Tom, og han så ikke ud til at være utilfreds med, hvad han så.
    Tom bedømte ham til at have en middelstor skid på. Han satte sig i sofaen ved siden af Tom.
-    Hvordan S-sch-øren har du fundet herop?
-    Det er faktisk en fejltagelse. Tom prøvede at gøre sin stemme pigelys. Han flyttede lidt væk.
-    Z-z-zå'e det en af de bedste fejltzagelser, jeg har været ude for længe. - Fyren flyttede efter. - Dig tror jeg godt, jeg ku' vænne mig til.
-    Jeg skal gå igen, sagde Tom hurtigt, faktisk sku' jeg hen og - æh - besøge min bedstemor.
-    Din bezztemor? Bor hun her i nærheden?
-    Nej ... æh, ja .... det vil sige nej, hun bor på et plejehjem.
-    Et plejehjem! Har du tsaet fejl af os og et plejehjem?! - Har I hørt det? hujede Bertil frydefuldt.
    Nogle af de nærmestsiddende kiggede grinende på Tom.
-    Ja, I er da også nogle døde murere, råbte en af damerne, - hvad med at komme ind og danse i stedet for at sidde her og snakke?
-    Nemlig, sagde Bertil og greb fat i Tom, - kom så, skat!
-    Jeg kan ikke danse, skreg Tom.
-    S'følig ka' du det. Og ellers gør det heller ikke noget. Kom nu!
    Bertil halede Tom op af sofaen og styrede ind mod dansegulvet med ham. Der blev netop skiftet plade, og en vals tonede ud i æteren.
-    Ved du hvad, sjælede Bertil og begravede næsen i parykken, - jeg vil faktischk ønske, at hende jeg venter på slet ikke kommer. Du er lige mit nummer.
    Han klemte Tom fast ind til sig, så vattet i bh'en knirkede. Tom anede ikke, hvordan han skulle redde sig ud af det. Så snart han kunne slippe fra ham Bertil, måtte han se at komme væk herfra. Men det var lettere sagt end gjort, han holdt godt fast.
-    Hvad hedder du for resten?
-    Tove, stønnede Tom
-    Hva' mer?
-    Ikke mer.
-    Tove Ikke-mer, sikke et pænt navn. Bertil så forelsket på Tom og knugede ham ind til sig.
    Tom svedte, både fordi der var drønvarmt i lokalet, og fordi Bertil holdt ham så tæt. Endelig løb pladen ud. Tom ville trække sig væk, men Bertil slog armene om ham.
-    Du sagde, du ikke ku' danse, hviskede han, det går da fint. Du er z-zimpelthen den sødeste pige, jeg længe har set.
    Han plantede et smækkys på Toms pande.

    I det samme skar en høj stemme gennem larmen i stuen.
-    Nå, så det er den måde, du venter på mig på! Der kan man bare se. Man kan ikke vende ryggen til et øjeblik, før du flirter til højre og venstre.
    En rødhåret, bleg pige med lynende grågrønne øjne stod foran Tom og Bertil.
-    Og hvad er det så for en lille mokke, du har fundet der, om jeg må spørge? Hun strakte en rasende pegefinger ud mod Tom.
    Bertil løftede en hånd.
-    Jamen, hør lige ....
-    Vel vil jeg ej. Her okser jeg den halve by igennem for at være sammen med dig, og så ....
    Raseriet greb hende, så hun ikke kunne sige mere. Hun for hen mod Tom. Tom sprang i ly bag Bertil. Og så gik den vilde jagt omkring Bertil, der blev snurret rundt som et mekanisk juletræ på drejefod. Hele selskabet var efterhånden blevet opmærksom og fulgte optrinet på afstand. Der var nogen, der grinede og kom med tilråb. Tom blev mere og mere forskrækket.
    Pludselig fik pigen fat i Toms hår og rev til. Og så stod hun med parykken i hånden.
    Der blev aldeles stille i lokalet. Alle stirrede måbende fra Tom til parykken og tilbage igen. Den første, der kom sig, var Bertil.
-    Hva' faen ... er du en transve ... en trans ... er du sådan en?! brølede han og løftede en truende knytnæve. Tom veg tilbage, og værten, der ikke ville have sit selskab ødelagt, lagde sig imellem.
-    Vent nu lige lidt. - Han holdt armene i vejret. - Lad osch lige få det her på det rene.
    Han vendte sig mod Tom.
-    Schå er du altså slet ikke Bertils pige?
-    Nej! - lød det fra den rødhårede.
-    Du er altså schlet ikke en pige?
    Tom formåede kun at ryste på hovedet.
-    Du er altschå sådan en, der kan li' at gå i dametøj ... hvad er det nu, det hedder?
-    En transvestit, var der en af de omkringstående, der oplyste.
-    Er du en transchvestit?
    Tom nikkede. Det troede han nok, han var.
    Nu var der en dame, der trængte sig hen til Tom.
-    Og hvad så? sagde hun, - det er der da ikke noget ondt i.
    Hun tog parykken fra den rødhårede og gav Tom den.
-    Her - tag den på igen og skynd dig så hjem.
    Hun gav Bertil et puf.
-    Og du må vist hellere se at finde tilbage til dine græsgange.
    Bertil så slukøret på den rødhårede. Hun stod et øjeblik og stirrede på ham, mens forskellige udtryk kæmpede om overtaget på hendes ansigt. Så brast hun i latter og tog ham om halsen.
-    Store idiot, grinede hun.
    Tom skyndte sig ud i entreen, fik fat i sin frakke og lukkede sig ud. Han var kommet halvvejs ned ad trappen, da han hørte nogen, der kaldte på ham. Det var en af mændene fra selskabet.
-    Du, vent lidt. Der er noget, jeg vil spørge dig om.
    Han så genert på Tom.
-    Jeg har tit selv haft lyst til at prøve, men jeg har aldrig rigtig turdet. Ku' vi ikke følges ad engang?
* * *
Hvad synes du om novellen?

                       Tilbage til forsiden