Se nu mor, hvor hun ser ud! Mon hun har tænkt sig at følge mig på stationen i den mundering?
Lisa betragtede i smug moderen ud af øjenkrogene. Strømper med stopninger på og gamle udtrådte sko. Den blomstrede kittel, som ikke var helt ren, hang et godt stykke neden for frakken, en udtjent falmet cottoncoat. Og håret! Det strittede vildt om moderens lille fugleansigt. Hun havde ikke gjort noget særlig målbevidst forsøg på at tæmme det.
    Lisa glattede med hånden ned over sin spadseredragt af fin grøn uld. Den havde været dyr, og det kunne ses, den sad som den skulle. Skoene passede til tasken og handskerne. Hvorfor i himlens navn tænkte hendes mor aldrig på, hvordan hun så ud? Hun var trods alt købmandens kone, den største købmand i byen, hun var en kendt person. Nå ja, byen var så lille, at alle kendte alle, men hun burde nu have lidt mere respekt for sig selv. Også for faderens skyld. Hvad mon folk tænkte, når de så købmand Sejersens kone sådan?
    Lisa sukkede umærkeligt. Hun havde lyst til at bede moderen tage noget ordentligt tøj på. Men hvis hun gjorde det, ville moderen se på hende med de der øjne, sårede, forurettede - martyrøjne. Men der ville også være noget stædigt i blikket, som om hun inderst inde nød at ligne en lappeKathrine. Lisa turde ikke sige noget. Hun måtte bide skammen i sig og håbe, de ikke mødte nogen, de kendte.
    Hun gik ind på kontoret for at sige farvel til sin far. Købmand Sejersen så op fra sine regnskaber. Han rejste sig smilende, bredte armene ud og gav hende et knus. Han duftede svagt af barbersprit, og hans kind kradsede lidt.
-    Ja, så farvel med dig. Kom snart hjem igen og besøg os.
    Han havde glade øjne, og hans sølvgrå hår, der var blånet en anelse, faldt så smukt om hovedet.
    I døren vendte Lisa sig om og så på sin far, men hans øjne var allerede fjerne og hans tanker andetsteds.
    Moderen trippede i entreen.
-    Skynd dig nu, ellers kommer vi for sent.
    Hun havde taget kufferten og slæbte af sted med den.
-    Mor, lad mig bære kufferten, den er for tung for dig.
-    Nej, såmænd er den ej. Kom nu!
    Så gik de hen ad vejen til stationen. Der boede ikke så mange på den vej, så chancen for at møde nogen var ikke ret stor. Men der kunne være folk på perronen. Folk, som skulle hente nogen ved toget eller selv skulle rejse. Moderen oksede sammenbidt af sted uden at se efter, om Lisa fulgte med. Hun havde en opgave, der skulle udføres: at følge Lisa til toget. Men hvorfor ville hun absolut bære den tunge kuffert? Lisa kunne da godt selv. Det var somme tider som om, moderen ville påtage sig alverden, hvad enten man ønskede det eller ej. Som om hun skyldte nogen noget.
    Lisa mindedes, da hun og hendes søskende var små, hvordan moderen hver søndag havde bragt bakker med kaffe og rundstykker op til dem på deres værelser på første sal, flere gange op og ned ad trapperne i stedet for at beordre ungerne ned i stuen, hvis de ville have noget at spise. Det var egentlig for galt. Men måske havde hun bare villet gøre det så godt for sine børn som muligt. Nogen særlig tak havde hun vist ikke fået. Børnene havde taget det som en selvfølge. I årenes løb havde moderens opofrelse også ændret karakter, det var efterhånden som om hun opfattede det som sin sure pligt at gøre tingene, en lidt demonstrativ skyldighed. Lisa spekulerede på, hvorfor det var blevet sådan. Havde de helt glemt at skønne på, hvad moderen gjorde for dem? Glemt at vise hende, hvad hun betød for dem? Vel havde de så! De havde bare taget imod med den egoisme, børn vel er født med.
    De var kommet hen på perronen. Heldigvis var der ikke ret mange mennesker der og ingen, de kendte, i hvert fald ikke så godt, at de behøvede at snakke med dem. Ude bag plantagen hørtes togets hæse tuden. Snart ville det komme brusende ind og standse med skrigende bremser. Så var det pinlige overstået for denne gang.
    Åh nej, nu gik døren til stationsbygningen op, og stationsforstanderen kom ud med "spejlægget" i hånden. Han fik omgående øje på Lisa og hendes mor og kom hen og hilste høfligt. Lisa holdt skarpt øje med hans ansigtsudtryk, men det røbede intet om, hvad han tænkte. Han begyndte at snakke med moderen, idet han omhyggeligt undgik at se på andet end hendes øjne.
    Så kom toget. Lisa omfavnede hurtigt sin mor og lagde et kort sekund sin kind mod hendes, selv om hun vidste, at moderen ikke brød sig om kropskontakt.
-    Farvel mor og tak for denne gang.
    Hun fik et stik i hjertet, da hun så ind i moderens hurtige brune øjne. Hvad var der på bunden af de øjne? Bag det udtryk af kølighed, der nærmest virkede som en form for selvforsvar? Var det ensomhed?
    Der var ikke tid til at grunde nærmere over det. Hun snuppede kufferten og steg op ad de høje trin, skyndte sig ind og fandt en vinduesplads, hvorfra hun kunne vinke. Så gled toget af sted, det passerede Lisas hjem, og hun så det røde hus med karnappen forsvinde bag elmetræerne. Faderen havde ikke været ude for at vinke.
    Lisa sank ned i sit hjørne. Hun havde endnu den plastikpose i hånden, som moderen havde stukket til hende i sidste øjeblik. Hun kiggede i den. Den indeholdt en madpakke, to bananer og et æble. Hun fik en klump i halsen. Mor tænkte da også på alting. Selv om Lisa aldrig ville drømme om at sidde og spise en madpakke i kupeen, så var det rørende, at moderen havde smurt den.
    Igen så hun de brune fugleøjne for sig. Var hun ensom, hendes mor? Selv i et ægteskab kunne man vel være ensom, måske netop der? Fordi ægteskabet sætter begrænsninger og ikke altid kompenserer for dem.  Engang havde hendes mor været køn. Lisa havde set ungdomsbilleder af hende, hvor hun var både køn og velklædt. Engang havde hun altså interesseret sig for sit ydre. Hvordan var det så kommet til denne nærmest demonstrative modsætning? Havde hun helt opgivet sit eget for at ofre sig for mand og børn? Og hvorfor?  Ingen forlangte jo, at hun skulle. Og hendes klædeskab hang fuldt af kjoler, hun gik bare aldrig med dem.
    Hun spillede heller aldrig mere på sin violin. I sine unge dage havde hun spillet godt, mere end almindelig godt, havde vist endda givet et par små koncerter i sin hjemby. Men det var før hun blev gift. Og nu var hendes fingre også blevet så krogede af slid, at de sikkert slet ikke kunne bruges til den slags.
    Lisa tændte en cigaret og fulgte med øjnene røgen, der kringlede sig opad. Hun var alene i kupeen, det var rart.
    Mærkeligt, at ingen af de tre søskende havde arvet moderens musikalitet. Lisa havde en fornemmelse af, at hendes mor dybt inde var skuffet over det. Hun havde forsøgt med dem alle tre, havde ladet dem gå til spil hos frk. Birk, byens autoriserede spillelærerinde, men ingen af dem havde gidet gøre noget ved det. Til sidst havde hun ladet dem slippe. Det havde vist heller ikke været let for hende at få penge af faderen til at betale musiktimerne. Ikke fordi faderen ikke undte børnene det, han var bare svær at få penge af. Der skulle tigges hver gang. Lisa skuttede sig. Hvor måtte det være ubehageligt at skulle bede om penge. Selv skulle hun nok sørge for at tjene sine egne, så hun aldrig blev afhængig af en mand.
    Økonomien i hendes barndomshjem burde ellers være god, forretningen havde altid gået godt. Men hendes far havde dyre vaner, hans bil var den nyeste og fineste i byen, i det hele taget var han svag over for ting, og han købte altid det bedste, også tit ting, som han strengt taget ikke havde brug for, bare de var spændende nok.
    Lisa blev afbrudt i sine tanker af togførerens stemme i højttaleren:
-    Så er det Langå næste gang.
    Hun hev kufferten ned fra nettet og samlede sine ting sammen. Hun skulle skifte i Langå til toget mod Århus. Ude i den smalle gang passerede hun et spejl, hun standsede og rettede sit hår. Toget var begyndt at sagtne farten. Luften smagte af jern herude i gangen.
    Snart sad hun påny ved en vinduesplads og så landskaber dukke frem og forsvinde. Om en halv times tid ville hun være i Århus. Erik havde lovet at hente hende på banegården. Bare han nu var der. Desværre kunne man ikke altid helt regne med ham. Han havde så let ved at lade sig aflede af noget. Hvis han for eksempel havde mødt en studiekammerat på vejen ind, kunne han godt finde på at gå på pub med ham og helt glemme hende. Og han kunne slet ikke forstå det, når hun bebrejdede ham det.
-    Jamen herregud, Lisa, du ved da, jeg er her et eller andet sted. Og du kan da sagtens finde hjem selv, du er jo en stor pige, ikke?
    Jo, selvfølgelig kunne hun finde hjem selv, det var bare ikke helt det samme. Men at få ham til at forstå det! De få gange hun havde prøvet at trænge ind på ham og forklare ham noget om at holde aftaler, var han blevet frygtelig vred. Han havde et temperament. Lige så charmerende han kunne være, når han var godt tilpas, lige så uberegnelig kunne han blive, når han følte sig presset.
    Så var de i Århus. Lisa hoppede af toget og så sig om. Erik var ikke på perronen. Nå, så var han vel på vej, kom sikkert stormende af sted oppe i ventesalen med frakken flagrende omkring sig. Hun satte kufferten på løbebåndet, så hun var fri for at bære den op ad trapperne.
    Der var ingen Erik at se nogen steder. Ærgerlig stillede hun kufferten på gulvet og tænkte på, hvad hun nu skulle gøre. Ringe til ham eller bare tage hjem og lade som ingenting?
    Så fik hun øje på ham. Han stod ved den lille togbane og fulgte legetøjstoget med øjnene. Da det standsede, puttede han en ny mønt i. Gud, hvor det lignede ham at blive så optaget af sådan noget, at han helt glemte, hvor han var, og hvad han var kommet efter. Lisa kaldte på ham:
-    Erik, hallo!
    Han vendte sig og så forbavset på hende. Så lyste han glad op, og Lisa kunne ikke andet end smile forelsket til den store dreng med de glade blå øjne og det lyse hår, der faldt så smukt om hovedet.