Gode gamle råd
fra dengang oldemor var ung



Middel mod snue
Man indgnider næsen i varm glycerin, og man er i de fleste tilfælde kureret for sin snue.

Snue
Hæld citronsaft i den hule hånd og snus det gennem næsen ind i munden.

Forkølelse
kan være meget generende, ikke mindst for omgivelserne. Her er et par gode råd:
* Rigtig varm mælk med apollinaris eller tilsat lidt honning.
* Varmt øl med pisket æg og sukker.
* Kamillethe med citronsaft.


Middel mod forkølelse hos børn (1886)
Man tager bomolie, hælder lidt i en underkop og varmer det ved gløder eller i en varm kakkelovn, tager så et stykke deri dyppet vat og gnider barnets bryst og hals godt dermed. Så dækker man bryst og hals med et større stykke rent, varmt vat. Dette gentages morgen og aften, så længe forkølelsen varer ved, dog må samme stykke vat benyttes hele tiden (!).
Det er et gammelt råd, men bliver som oftest overset i den tanke, at det vist er et alt for tarveligt råd. Jeg har ofte prøvet det og fundet det langt bedre end medicin.
En moder med svage børn.

Middel mod gigt
Kjøb blot på apoteket for 10 øre terpentin, 10 øre spigerolie, 10 øre benspiritus og for 10 øre laurbærolie, alt i én flaske. Det rystes godt og smøres derpå hver morgen og aften på det sted, hvor gigten befindes at være.

Middel mod fregner
Man plukker skovjordbær og trykker, når man går tilsengs, disse mod fregnerne og lader de knuste bær sidde på natten over. Næste morgen vaskes så jordbærsaften af. Det må gjentages flere gange.

Middel mod hovedpine
Mod lettere hovedpine har man mange midler, men når hovedpinen undertiden er slem, så har man ikke mange hjælpekilder til sin rådighed. Jeg har mange gange benyttet nedenstående middel, og det har altid hjulpet mig. Jeg varmer eddike, og når den er varm, lægger jeg deri et par uldsokker, derpå trækker jeg dem på så varme, som det er mig muligt, og lægger mig derefter lidt til ro. Efter 10 minutter, eller højst et kvarters forløb, er jeg lige så vel tilpas, som om jeg aldrig havde kjendt til hovedpine.

Middel mod vorter
Et godt middel mod vorter er eddikesyre. Ved daglig at fugte vorten med eddikesyre vil den om kort tid tørres bort.


At få blødt og langt hår
Foruden af og til at vaske håret og indgnide det med rå æggeblomme, der senere afskylles med lunkent vand, må man gjøre sig det til en regel både at rede det morgen og aften og hver måned, ved nymåne, studse enderne af det lidt.

At rense sølvtøj
Sølvtøj, både det man bruger i husholdningen og i særdeleshed smykker blive let sorte. Et godt og billigt rensningsmiddel er at give det et opkog i vand, hvori der har været kogt skrællede kartofler. Smykkerne komme ganske til at ligne nye.


......................Tilbage til forsiden