De var kommet rejsende med toget sammen med moderen for at besøge deres mormor. Det var ikke noget, Ida og hendes søskende glædede sig til, for mormoren var en rigtig gammel heks. Men det turde de ikke sige højt, de turde næsten ikke engang tænke det, for sæt det kunne ses på dem, at de tænkte sådan. Hun kunne i hvert fald ikke lide børn, mormoren. Det vidste deres mor også godt, for hun var altid nervøs, når de var på besøg der. Mormoren boede i et stort hus af røde mursten. Man gik op ad en trappe og kom ind i en entre med to hvide døre med messinghåndtag, der sad højt oppe og var kolde at tage på. Inde ad døren til venstre boede mormoren, og til højre boede en anden gammel dame, som var helt alene i verden og aldrig fik besøg. Derfor blev børnene altid sendt over til hende, når de var der, så havde hun da den glæde. Efter kaffebordet, hvor de sad anstrengte og prøvede at lade være at spilde på dugen og alligevel gjorde det til mormorens ærgrelse, fik de besked på at gå over og sige goddag til den gamle ensomme dame. Det gjorde de gerne, bare for at slippe væk fra mormoren. Den gamle dame i den anden lejlighed var meget flinkere. Hun samlede på glansbilleder. -Kom, skal I se, sagde hun til børnene, da hun havde hilst på dem. Sæt jer her ved bordet. Så hentede hun sit album med glansbilleder og viste dem det. Hele bogen bladede hun igennem for dem, side efter side med farvestrålende billeder af prinsesser og feer og blomster og smukke damer og børn og engle. Ida og hendes søskende kiggede betaget på dem, hvor var de fine, og sikke mange hun havde. Da de havde været hele albummet igennem, lagde hun det over foran børnene og sagde: - Nu må I hver vælge et billede, og I må tage lige det, I helst vil have. Åh, hvor spændende! De kiggede og kiggede, og omsider havde de hver især fundet det, de allerhelst ville have. Ida tog et billede op af en engel. der sad på en sky. - Det vil jeg gerne have, sagde hun glad. For det var det allersmukkeste billede i hele albummet. Den gamle dame rynkede panden. - Åh nej, ikke det! Det er det billede, jeg holder allermest af selv. Ida så forvirret på hende. Hun havde jo sagt, at de måtte tage lige det billede, de helst ville have. I det samme kom moderen ind for at hente børnene. Nu havde de været der længe nok, syntes hun. Ida stod stadig med billedet af englen i hånden. - Vælg et andet, sagde den gamle dame. - Jamen, jeg vil helst have det her, sagde Ida. - Hvad er nu det for noget? spurgte moderen. - Ida vil tage det billede af englen, som damen selv vil beholde, oplyste Ida's søster. - Sikke noget vrøvl, sagde moderen, læg billedet tilbage! Du kan da ikke tage det fra den gamle dame, når hun selv er så glad for det. Ida lagde tøvende billedet på bordet. - Her, find et andet, du gerne vil ha', sagde den gamle dame og skubbede albummet over til hende. Ida rystede på hovedet. - Jeg bryder mig kun om det med englen. - Nej, hør nu, sagde moderen, nu er du rigtig utaknemmelig. Der er jo masser af dejlige billeder. Vælg nu et andet! Men Ida rystede på hovedet. Der blev en pause. - Nå, men så får du englebilledet, sagde den gamle dame og rakte hende det. - Nej, sagde moderen, det manglede bare. - Jo, lad hende blot få det. Så fik Ida billedet stukket i hånden, og de gik over til mormoren. Der blev historien genfortalt, og mormoren mumlede noget om forkælede unger. - Så er du vel glad nu, sagde moderen, mere konstaterende end spørgende. Men Ida så på billedet i sin hånd og vidste, at hun aldrig ville blive glad for det. * * *
|
| Hvad synes du om novellen? |