Om Fur
Tekst af Anna Nielsen
| Indrøm det bare - alt hvad
De ved om Fur er, at det er en ø i Limfjorden lidt nord for
Salling. Og det er i grunden en skam, for Fur er værd at kende
fra andet end landkortet. Tag med en tur derover! Vi går ombord i færgen på Sallings nordspids en eftermiddag og sejler ud. Er det vejr til lystsejlads, kan det nok hænde, at man møder en flok sejlbåde, det er nemlig en sport for lystsejlerne nede fra Hjarbæk at lave kapsejlads rundt om Fur. Det er heller ikke så farligt at sejle rundt om øen. Den er kun 8 km på den ene led og 4 km på den anden. Synes De, at det er en svært lille ø? - Jamen, det er jo heller ikke størrelsen, det kommer an på. Se bare, når vi nærmer os øen, hvor klinterne mod nord rejser sig majestætisk op af vandet, det er næsten ligesom ... nå, vi skal ikke drage sammenligninger - Fur er noget helt for sig selv. Lad os hellere gå i land omme på sydøstsiden og trave op igennem øen. Hernede mod sydøst er der lavland med store, rolige flader, hedestrækninger veksler med moser og kær. På toppen af Kirkebakken ligger den gamle Fur kirke. Den er bygget i 1100-tallet i romansk stil og hed oprindelig Sct. Mortens kirke. Når det ellers er stille i vejret, kan man høre dens klokker ud over hele øen. Videre på vor vandring når vi op i højlandet - og her er noget at se på. Naturen her er af en egen, særpræget skønhed med vilde bakker, bratte slugter, lyng, blomster, hugorme, lærker, alt, hvad hjertet begærer af ensomhed og barskhed - og yderst mod nord styrter det hele sig i havet i stejle, farverige klinter. Herude ved foden af klinterne ligger Rødstenen, om hvilken der går mange mærkelige sagn. Og sær ser den ud - sådan en har man aldrig set før. Ikke underligt, at de gamle troede, den var bolig for en guddom. Bedst er det, hvis vi kan få en af de gamle Fur-boere til at fortælle - så skal De bare høre. Om "Bjergmanden", som boede nede i stenen, og som man helst ikke skulle fornærme. Eller om dengang, da en nordmand skulle sprænge stenen i luften og gav sig til at bore i den, men kom susende hjem, bleg og rystende, fordi han havde hørt nogen rumstere inde i den. Eller om den nysgerrige Fur-bo, der lod sig fire ned i hullet i stenen i et reb og aldrig mere kom op. Sådan kunne man blive ved - den ene historie efter den anden. Som Fur-boerne selv siger: "Hvis En ett visst' bæjer, sku'en trow, det war løwn." * * *
|
Se billeder fra Fur